3-3-3 reglen

NHDK følger en teori, som kaldes 3-3-3 reglen. Den går ud på, at din nye hund, vil gennemgå 3 faser efter hjemkomst til sit nye hjem. De første 3 dage efter at have bragt din hund hjem, derefter 3 uger og derefter 3 måneder.

NHDK “modellerne”
Øverst til venstre, hjemme den første dag – øverst til højre, hjemme i halvanden måned.
Nederst til venstre, før afrejsen fra Portugal – nederst til højre, hjemme i halvanden uge (hun har ikke været her særlig længe i skrivende stund).

De første 3 dage

I de første 3 dage vil hunden være overvældet af rejsen, de nye omgivelser, lugte, lyde og mennesker. Hundens krop vil være fyldt med stresshormoner (kortisol), og vil typisk være tilbagetrukket, træt og usikker på det hele. Det er også normalt, at hunden ikke vil spise de første par dage, da mange hunde ikke spiser når de er stressede. Hertil vil mange hunde virke introverte og have brug for at trække sig, for få fred og ro.

Modsat ovenstående, kan nogle hunde virke hyperaktive og glade, nærmest overstadige grundet stresspåvirkningen og hermed kortisolen der pumper rundt i kroppen. Som med de hunde, der reagerer med nervøsitet og at trække sig, er ro og mere ro, tillige den rette fremgangsmåde her.

Forvent ikke, at hunden vil tisse og besørge på gåture. Forvent uheld indendørs, da selv haven kan være alt for uoverskueligt og utryg endnu. Utrygge hunde vil ofte tisse og besørge, hvor de er mest trygge, dvs. indendørs.

Råd:

  • Ro, ro og mere ro.
  • Lad hunden være i fred når den trækker sig.
  • Ingen besøg.
  • Ingen (længere) gåture.
  • Ved meget utrygge hunde, bør man helt vente med gåture, brug eventuelt have eller lignende.
  • Fortæl børn, at hunden i denne periode kan have brug for helt ro, og dét skal respekteres for et sundt og tillidsfuldt forhold.

Efter 3 uger

Hunden begynder så småt at føle sig mere komfortabel og stresshormonerne er faldet langsomt. Hunden er begyndt at være mere tryg ved sit nye miljø, og er begyndt at kende, og være rolig ved duftene og lydende i hjemmet, jeres rutiner og jer. Hunden begynder nu normalt at slappe mere af, og begynder at vise sin virkelige personlighed.

Råd:

  • Ro, rutiner og respekt for at hunden skal have lov at trække sig.
  • Påbegynd alene hjemme træning stille og roligt.
  • Gåture kan langsomt udvides til lidt længere ture, sørg for at gå de samme ruter i starten.
  • Hunden kan i slutningen af de 3 uger møde andre familiemedlemmer, eller venner af familien. Dog med hensyntagen til at hunden ikke overvældes.

Efter 3 måneder

De fleste hunde er nu afslappede og trygge i deres nye hjem. De fleste familier har nu opbygget tillid, og et ægte bånd til deres hund, hvilket giver hunden en fuldkommen følelse af sikkerhed med sin familie. Hunden er tillige tryg i jeres rutiner.

3-3-3 reglens råd bør ALTID overholdes, også selv om din hund lader til ”at have det fint”, du er ikke i stand til at læse hundens signaler, lige når den er flyttet hjem, derfor er det bedst ikke at begynde at gå for hurtigt frem.

Rul til toppen