Gode råd efter adoption

Det er meget vigtigt, at du som adoptant har forståelse for, at når hunden kommer til Danmark, er den typisk meget stresset på baggrund af sin opvækst, og rejsen til Danmark, hvilket resulterer i at den kan være skræmt og tilbageholdende i starten.

Når hunden kommer hjem

Start med skånekost. Dette vil hjælpe med at stabilisere hundens mave, efter en stresset tur, og give dig mulighed for langsomt at introducere det nye foder. 

Vær ekstra opmærksom på hunden de første par dage. Lad den få ro til at falde på plads. Lad den komme til dig/jer, og lad være med at opsøge den. Brug gode godbidder til at skabe kontakt og ”bånd” med hunden – men vær opmærksom på at hundens mave kan være i ubalance, og at for mange “alt-mulig-godbidder”, kan bibeholde mavens ubalance. Brug eksempelvis kogt kylling, eller kyllingepølser i bittesmå stykker, i den første uges tid. 

Vær opmærksom på nogle af de skjulte signaler hunden kan sende, som kan betyde at dens grænser overskrides. 

Er der børn i familien, er det ekstra vigtigt at de ikke forstyrrer hunden, men lader hunden komme til dem. Lad aldrig børn være alene med hunden, før du er 100% sikker på, de kan forholde sig til hinanden, og respektere hinandens grænser. 

Sørg for at hunden har et sted i hjemmet den kan trække sig tilbage til, og her vide at den har ”helle”

Giv gerne hunden mindst to til tre uger uden gæster i huset, hvor den får lov at lære huset, lyde og dig/jer at kende. Følg 3-3-3 reglen nøje, det har vist sig gang på gang, at den holder stik ift. at hjælpe en hund med at falde til ro, og komme ud af sin stress.

Ingen træning, hverken alene hjemme eller renlighedstræning anbefales de første par dage. 

Har du hund(e) i forvejen, er det vigtigt at de mødes på neutral grund inden de mødes indenfor i dit hjem. Det er altså vigtigt at I mødes med nuværende hund(e) på gaden, i en park eller andet, inden du tager din nye hund med ind i dit hjem – et sted som din nuværende hund ikke anser som sit “teritorie”.

Stress hos hunde

Hunde reagerer forskelligt på stress alt efter REIKAH (race, ejer, individ, køn, alder og historik). Nogle hunde bliver hyperaktive, mens andre bliver helt passive og indadvendte.

Når hunden har været på en lang rejse, og sendes til nye omgivelser, vil den have et højt stressniveau. Stressniveauet kan ikke nå at blive normaliseret, fordi hunden stresspåvirkes igen og igen, inden niveauet er faldet til normalniveau.
Det tager tid at normalisere stress, så hvis hunden stresses hver eller hver anden dag, vil niveauet aldrig nå at falde helt, og hunden vil blive kronisk stresset. Det tager ca. 3 uger at få normaliseret stressniveauet hos en stresset hund, fordi kortisol påvirker hunden, og det tager længere tid at regulere frigørelsen af dette.
Derfor er det essentielt med RO, ro og mere ro. Endvidere skal man udvise respekt for hundens behov for at trække sig (indadvendte hund), eller hjælpe den ned i gear (hyperaktive hund).

Alene hjemme, gå pænt eller renlig?

Vi får mange spørgsmål om hunden kan være alene hjemme, om den er renlig og om den kan gå pænt i snor.
Udgangspunktet er at det kan den ikke.

De hunde vi formidler fra Portugal er tidligere gade- eller internathunde, og selv om NHDK har reddet dem til lokal pleje, betyder dette ikke at de lever under forhold, som i en almindelig dansk familie. Det betyder at de enten bor i et lokalt internat, drevet af vores samarbejdspartnere, eller på dyrelægeklinikker, ejet af dyrlæger vi samarbejder med.

Derfor er de ikke trænet i “almindelige ting” – såsom at være alene hjemme, renlighed eller gå pænt i snor. NHDK’s hunde skal lære alt helt fra begyndelsen – hvilket for vores nuværende/tidligere familier er lykkes fint, så længe man tager sig tiden til dette.

Kan hunden med børn?

Et spørgsmål der oftes stilles er endvidere: ”kan hunden med børn?” NHDK’s klare mening hertil er, at alle hunde kan med børn, og at spørgsmålet hellere bør være, om børnene kan med en hund?

NHDK formidler aldrig direkte aggressive eller angste hunde, da disse kommer i lokal eller dansk pleje.

Derfor er de hunde vi formidler almindelige hunde, der kan omgås børn, så længe de voksne i familien påtager sig det ansvar det er, at have børn og hund i samme hjem.

Dette indebærer at lære børnene, at hunde er levende væsner, med deres eget sprog, signaler og grænser. Hundene må og skal respekteres, og dette er alene de voksnes ansvar, til hver en tid.

Børn skal lære at respektere hundens grænser, herunder at lade hunden være i fred når den sover, spiser, har ynglingslegetøjet eller er i sin kurv/bur/seng.

Det er vigtigt at forstå, at børn og hundes kropssprog, og adfærd er helt forskellige i mange situationer, mange hunde (portugisiske som danske) kan ikke lide at blive krammet, blive holdt fast, blive stirret i øjnene, høje råb, blive løbet efter, eller frataget sin mad eller lignende. Alt sammen ting der for os mennesker heller ikke er rare ting, hvis man tænker sig om.

Derfor er spørgsmålet nærmere – formår du som voksen, at være ansvarlig nok til at modtage hunden, og varetage opgaven med at tilbyde hunden et hjem, med respektfuld og ansvarsfuld omgang, barn og hund imellem?

Tillid

Først og fremmest skal der skabes tillid imellem hunden og dig/jer, modsat en helt almindelig hvalp kan hunden enten have dårlige oplevelser med mennesker, som har brudt dens tillid, eller ganske enkelt ikke have haft noget forhold til mennesker.
Det gør du blandt andet ved at sætte hunden op for succes, dvs. at du ikke sætter hunden i situationer, hvor du er usikker på, hvordan den vil reagere, ud fra hvad den kan have oplevet tidligere.

Lad hunden komme til dig/jer af egen vilje, og ros den hvis den gør.

Hav fastlagte rutiner/normer, så hunden ved hvad den kan forvente i hjemmet. Gå tur på samme tidspunkter, gå de samme ruter i begyndelsen, giv mad på samme tidspunkter, møbler, hundesenge/kurve/huler har en fast plads, der er kun de samme mennesker hunden skal forholde sig til.
Når hunden er faldet til, kan der, som med alle andre hunde, afviges fra normen – men rutine er nu engang det bedste, især for en gadehund, som skal lære at leve et helt nyt liv.

En hund skal være tryg, og have tillid til sine omgivelser, før den kan begynde at lære, hvordan det er du ønsker den skal leve sit liv, sammen med dig/jer.

Træning

Når hunden er faldet til ro, og der er skabt basis for tillid imellem jer, er det en god idé at starte på helt almindelig basis-træning. Selv om hunden ikke er 8 uger gammel, er det vigtigt at starte på et niveau, som er lidt lavere end man ellers ville gøre med en hvalp fra en opdrætter.

Ofte har hunden nogle (i vores øjne) dårlige vaner, som skal “tilpasses” – da den på ingen måde har erfaring med at leve som en dansk familiehund. Så det kan i højere grad end med en hvalp, være to skridt frem, og tre tilbage – men en hund er aldrig for gammel til at lære nye ting, det handler blot om måden du tilgår træningen.

Accept og kærlighed

Sæt forventningerne ned. Acceptér at hunden lige er kommet hjem, og at den først nu skal lære, at du vil den det godt – hvilket den måske ikke har oplevet før. Acceptér at den er i en proces, hvor den skal have plads til at udvikle sig. Acceptér at den adfærd, den viser til at starte med, vil ændre sig til det positive i fremtiden, med masser af tålmodighed samt lave forventninger – og masser af ro, ros og kærlighed.

Elsk & stil spørgsmål

Sidst men så absolut vigtigst – elsk din nye hund, giv den ro til “at komme sig”, og tøv aldrig med at stille spørgsmål, enten til os eller i familiegruppen – der sidder helt sikkert én som kan hjælpe dig.

“In order to really enjoy a dog, one doesn’t merely try to train him to be semi-human. The point of it, is to open oneself to the possibility of becoming partly a dog.”

Edward Hoagland
Rul til toppen