Gode råd før adoption

Overvej grundigt hvorfor du ønsker at adoptere en hund igennem NHDK, hvis svaret er at du egentlig bare savner en hund ved din side, og lige så godt kan støtte en god sag, så vil NHDK ikke anbefale at du adopterer en gade- eller internathund.

Selvom du ønsker at støtte en god sag, og vores hjem i Danmark i udgangspunktet er bedre end det liv, hunden lever nu, kan din gode hensigt blive overrumplet af det store ansvar, der kan følge med.

NHDK har fastlagt en række betingelser og krav, som alle adoptanter skal overholde, det kan virke overvældende og unødvendigt, men disse betingelser og krav er formuleret på baggrund af NHDK’s erfaring med adoptanter, og videreformidling af gade- og internathunde fra Portugal.

Hvis du ikke overvejer og accepterer det ansvar der på generel vis (uanset om det er en gadehund, en hund fra et dansk internat, eller en hvalp fra en opdrætter) følger med, når man bliver hundeejer, risikerer hunden at ende som kastebold, og det er på ingen måde fair overfor hunden – og slet ikke for en hund, som ikke har haft den mest optimale start på livet.

NHDK anbefaler at du ikke er førstegangs hundeejer, det er væsenligt at du er i stand til at læse en hunds signaler, og kan handle derefter.

Når det er sagt, så kan familien med den gode hensigt, hjerterum og lysten til at give en gadehund et nyt, dejligt hjem, være helt og aldeles kompetente til at løfte ansvaret. Det er noget, hjemmet skal gøre op med sig selv, og ikke mindst vide sig sikker på.

Hundens “kompetencer”

NHDK modtager som noget af det første ifm. henvendelser, spørgsmål om følgende:

  • Kan hunden være alene hjemme i 8 til 10 timer?
  • Kan hunden gå pænt i snor?
  • Er hunden renlig?
  • Gør hunden meget?
  • Kommer hunden når der bliver kaldt?
  • Kan hunden sammen med børn?
  • Synes hunden det er en fest, at blive transporteret i bil?
  • Er hunden vild med katte, kaniner, høns etc.?
  • Kan hunden tilfældigvis lære mig 7-tabellen?
    • Dog ikke, men tæt på

Det er gade- og internathunde fra Portugal NHDK formidler, ikke veltrænede sofakartofler. Nøjagtig som alle andre hunde, vil hunden skulle lære alt helt fra bunden, selv om nogle af de hunde NHDK formidler formodes at have været familiehunde, der af den ene eller anden årsag er blevet fravalgt af deres familie, så har deres opvækst ikke nødvendigvis været, som i en dansk familie.
Derfor skal du som udgangspunkt forvente at den hund du evt. forelsker dig i, skal lære hvordan du ønsker at leve dit liv sammen med den.

Når det er sagt, så kan en gadehund naturligvis lære at være lige så høflig en familiehund, som en hund fra en dansk opdrætter. Den skal blot have lov at lære det, på en positiv måde først.

Hvis der er børn i familien, er det vigtigt at overveje om du som voksen, accepterer det store ansvar det er, at varetage opgaven med at tilbyde hunden et hjem, med respektfuld og ansvarsfuld omgang, barn og hund imellem.

Hundens sundhed

Alle de hunde NHDK formidler bliver kontrolleret af dyrlæger i Portugal, de bliver vaccineret og får udført en række sundhedstest, inden de bliver gjort klar til, at rejse hjem til deres nye familier i Danmark.
Ud over denne generelle sundhedskontrol, bliver alle hunde yderligere kontrolleret af en statsautoriseret dyrlæge i Portugal 48 timer før afrejsen. Dette er et krav fra EU ifm. det transportsystem hundene rejser under, iht. krav fra Fødevarestyrelsen. Læs nærmere om regler ifm. import af gadehunde.

Selv om hundene er blevet kontrolleret mindst to gange af flere dyrlæger i Portugal, og vurderet godkendt til afrejse (iht. gældende regler i Portugal og Danmark), kan de have behov for fysisk pleje eller behandling, når de ankommer til Danmark. De kan have behov for at få renset deres tænder, klippet deres negle, et rart bad, pleje af deres pels og hud, hvis de har været udsat for flåter, og ikke mindst almen kærlig omsorg.

NHDK fungerer udelukkende som formidlende mellemled, mellem NHDK’s samarbejdspartnere og dyrlæger i Portugal, og adoptanten i Danmark. NHDK kan derfor ikke holdes ansvarlig, såfremt hunden mod forventning, skulle vise sig at have skjulte fysiske- eller psykiske helbredsudfordringer.
NHDK gør opmærksom på, at hunden er adopteret i Portugal, og adopteret ud fra portugisiske dyrlægers faglige viden, NHDK kan derfor ikke stilles økonomisk ansvarlig iht. købelovens bestemmelser.

En gadehunds vilkår

Det er vigtigt at du er klar over, at det ikke er hund, som er opvokset under de vilkår vi kender i Danmark. Hunden har muligvis ikke været så lang tid hos sin mor, som loven siger i Danmark. Den kan have haft dårlige oplevelser med mennesker, den kan have kæmpet for sin mad, eller have oplevet larm og kaos omkring den, før den kommer til dit hjem.

Hvis du erkender, at hundens baggrund kan være helt anderledes, end vi kender herhjemme, kan du også nemmere acceptere, og sætte dig ind i hundens adfærd, samt ønske at forstå hvorfor hunden reagerer som den gør, og på den måde lære at forstå dens behov og grænser. Det er vigtigt at kunne læse hundens kropssprog/signaler, og tilpasse omgivelser og træning til hunden.

Hunden sætter tempoet

Det er vigtigt, at et nyt hjem er indstillet på, at hundens første tid i hjemmet skal bestå af masser af ro, plads og forståelse, hvor det eneste den skal lære er, at kende er dig/jer og hjemmets rammer, uden for mange venner og familie, som skal hilse på.

NHDK følger en teori, som kaldes 3-3-3 reglen. Den går ud på, at din nye hund, vil gennemgå 3 faser efter hjemkomst til sit nye hjem. De første 3 dage efter at have bragt din hund hjem, derefter 3 uger og derefter 3 måneder.

Det er derfor vigtigt, at et nyt hjem er indstillet på, at følge principperne i 3-3-3 reglen, at det skal foregå i hundens tempo, og at det kan tage hunden fra en måned til et år, før den er faldet helt til – alt afhængig af hundens sind, og din evne til at hjælpe den på rette vej.

Adfærdsmønstre

En gadehund kan have et helt andet sæt adfærdsmønstre end vi normalt ser det hos hunde opvokset i Danmark. Adfærdsmønstrene er ofte et resultat af traumatiske oplevelser fra tidligere, eller en adfærd som har hjulpet hunden til at overleve – den erfaring hunden har tillært sig i løbet af dens liv. Derfor kan hundens kropssprog og signaler vurderes helt anderledes, end hos en hund som ikke har levet på gaden, eller være lukket inde på et internat.

Det anbefales så absolut, at en eventuel have indhegnes forsvarligt. Alt er fremmed, underligt eller “farligt” for en gadehund, der flytter hjem til sin nye familie. Hunden har ikke den mindste idé om, at det er bedst for den at blive i sin nye have, i nærheden af sin familie. Den kan i højere grad blive forskrækket over en helt almindelig lyd (i vores ører) og stikke af. Her vil den ikke vide at det er bedst for den at blive i haven, fordi dens erfaring siger den, at sidst jeg var dér, blev jeg meget forskrækket, så den vil søge væk derfra som et overlevelses instinkt. En gadehund kan være meget besværlig at indfange, da den formodentlig er vant til at skulle passe på sig selv, holde afstand til mennesker, og bare komme så langt væk, så hurtigt som muligt.

Ressourceforsvar

En gadehund kan have en tendens til at udvikle ressourceforsvar, hvor den forsvarer noget, som den tidligere har oplevet blive taget fra den, og den har muligvis måtte kæmpe for at overleve.

Ressourceforsvar kan dog opleves i alle hunde, om det er en gadehund eller en hund fra Danmark. Hunden forsvarer en ressource, som gør den tryg, eller som har en overlevelsesmæssig betydning.

Det er derfor enormt vigtigt, at du fastholder, at ingen i familien tager noget fra hunden, eksempelvis mad, eller forstyrrer den, når den ligger i sin seng/kurv/hule.

Ressourceforsvar kan også komme til udtryk ved at hunden forsvarer det menneske, den har knyttet sig mest til i husstanden. Det er her vigtigt, at du sætter dig ind i årsagen, og bruger tid på at forstå, hvorfor hunden reagerer, som den gør. Hertil er det uhensigtsmæssigt og ineffektivt at skælde hunden ud, da det vil forværre tilliden fra hunden til dig.

Ressourceforsvar kan løses, og NHDK anbefaler, at du får en adfærdsbehandler indover, som træner via positive metoder og ikke vha. lederteorier, i fald du ikke selv er i stand til at løse udfordringen.

Når en gadehund flytter hjem

Til forskel fra en hund købt hos en opdrætter i Danmark, har en gadehund måske tidligere skulle kæmpe for sin mad, ligget søvnløs, eller har fået overskredet sine grænser.

Derfor skal du ikke forvente, at du umiddelbart kan tage mad fra hunden, at du kan rykke rundt på dens kurv, uden at den bliver utryg, eller at du kan nusse hunden i situationer, hvor du “normalt” har kunnet søge fysisk kontakt med andre hunde. I alle tilfælde ikke til at starte med.

Et nyt hjem skal indstille sig på, at når hunden kommer hjem, og får god mad, en varm seng og kærlighed, så er den stadig i en helings proces, og den proces kan godt tage lidt tid – alt efter hundens erfaringer.

Det tager tid, fleksibilitet & selverkendelse

Du er nødt til at være indstillet på, at det kan tage tid før din nye bedste ven, følger dig i tykt og tyndt. Det vil være nødvendigt for dig at kunne holde ferie i helst 3 sammenhængene uger, når hunden flytter hjem, og ikke mindst at starte langsomt op med al tilvænning/træning. Ligges der for hurtigt ud, og for meget pres på hunden, risikeres det at hundens stress-periode forlænges unødvendigt, og at du og din hund vil skulle starte forfra flere gange – hold øje med din hunds signaler, hvis der anes fremgang som pludselig forsvinder igen, må du se på hvor du har fejlet og rette op på din vejledning.

Synes du ovenstående er overvældende?

Det er ikke skrevet for at skræmme dejlige familier væk fra at adoptere NHDK’s skønne hunde, vi ønsker fra det inderste af vores varme hunde-hjerter, at alle hunde i hele verden får deres helt egen kærlige familie, men vi ønsker også at der ikke er fejlagtige forventninger til det at adoptere en gade- eller internathund, det er hverken til hundenes eller dit bedste, hvis du ikke er opmærksom på at der skal arbejdes lidt – til gengæld er glæden ved at se sin nye hund logre, blot fordi den hører ens stemme, ganske enkelt ubeskrivelig…

“You never get the dog you want, you always get the dog you need.”

– Unknown
Rul til toppen